PYNT TIL KØKKENVÆGGEN – 10 GODE IDÉER

Wallsticker kalender

En wallsticker kalender er et eksempel på udsmykning til køkkenvægge, der ikke blot har en visuel men også en praktisk funktion. Hold overblik over familiens gøremål og giv dit køkken et skarpt grafisk udtryk med en kalender på væggen som f.eks. den nedenstående, der kan købes hos Ferm Living.

Tapet med karakter

Hvidt i hvidt har været comme il faut i de danske køkkener i årevis, og selv om der efterhånden er kommet lidt mere gang i farverne, hylder de fleste danskere stadig det lyse, minimalistiske udtryk. Og når et køkken er en stor investering og skal holde i mange år, er der også god fornuft i at lade være med at skeje alt for vildt ud i køkkenelementer. Heldigvis er der andre metoder til at give køkkenet karakter, og et markant og karakterfuldt tapet på en ene væg er en god vej til et personligt køkken. Overvej f.eks. det topmoderne marmor som på billedet nedenfor.

Billedvæg med tema

En billedcollage er en god måde at udtrykke din personlighed på, og den hører ikke kun til i stuen – du kan sagtens lave en billedvæg i køkkenet, og måske endda give den et mad- eller køkkentema, der understøtter rummet og passer godt ind. Se f.eks. et eksempel på en køkkenbilledcollage nedenfor.

Personlig wallsticker

Der er god grund til, at wallstickers er blevet populære de seneste år. For relativt få penge får du vægdekoration, som nemt sættes op og tages ned, som fås i et utal af varianter og som giver et roligt, minimalistisk og moderne udtryk. De fleste wallsticker firmaer har en hel række modeller, der passer særligt godt i køkkenet.

Brug køkkenudstyret som dekoration

Det giver ikke bare mere plads i skuffer og skabe, hvis du hænger dit køkkenudstyr på væggen. Det giver også et specielt og moderne æstetisk udtryk, der understreger, at dette er et køkken, der bliver brugt. Især hvis du er den heldige ejer af lækre kobberpander og gryder, kan det virkelig anbefales at få dem frem i lyset. Har du nærmere en rodebutik af gamle, grimme gryder, bør du måske overveje at lade dem blive inde i skabet.

Køkkenhylder til pynt og opbevaring

Som ovenstående eksempel også viser, behøver du ikke nødvendigvis fare ud og købe en hel masse nyt til at dekorere dine vægge. Dit køkkenudstyr har en egen æstetik, som kan og bør udnyttes – f.eks. ved at få det frem på åbne hylder. Tænk praktisk og æstetisk på samme tid, og skab et lille univers på hver hylde. Der er masser af inspiration at hente på internettet.

Tallerkenrække – ikke kun til tallerkener

Tallerkenrækker fås både i romantiske og mere stilrene modeller, og det er en genial løsning, hvis du vil have opbevaring, der samtidig fremviser dine flotteste fade. Og det er ikke kun fade og tallerkener, en tallerkenrække kan bruges til. Tænk ud af boksen og benyt den f.eks. til dine bedste kogebøger og brug den nederste hylde til et par små planter eller andre pyntegenstande.

Fliser og klinker

Fliser og klinker er en anden god løsning, hvis du vil have tilføjet lidt mere personlighed til et hvidt metervarekøkken. De kan skiftes, hvis du ændrer smag, og er en god måde at give lidt farve og spræl til rummet. Samtidig er det en løsning, der sikrer dig nem rengøring af køkkenets mere udsatte flader.

Et markant kunstværk

Store malerier og kunstværker hører ikke kun til over sofaen. Det kan også give et køkken et helt nyt udtryk og understrege din individuelle stil. Se f.eks. køkkenet nedenfor, der får tilføjet personlighed og eksklusivitet med et anderledes kunstværk i en markant farve.

Krydret vægdekoration

Lad være med at gemme dine farvestrålende krydderier væk i skabet – lad dem pynte på væggen! Der fås efterhånden en del forskellige løsninger med magnetiske krydderiglas, der på dekorativ vis fremviser dine krydderier.

Læs også:

Én kommentar til “PYNT TIL KØKKENVÆGGEN – 10 GODE IDÉER”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.